Havevanding

Der er ikke forbud mod havevanding hos MidtSjællands Vandforsynings forbrugere/kunder.
Vi anbefaler dog, at bruge vandet med omtanke. Læs mere nedenfor.

Vi har nedenfor samlet fire gode råd til, hvordan du bruger mindst mulig vand ifm. havevandingen.

#1: Genbrug regnvand med en regnvandstønde
Det er både dyrt for pengepungen og miljøet, hvis du bruger postevand i haven. Genbrug i stedet regnvandet med en regnvandstønde. På den måde får du for alvor gavn af de mange millimeter nedbør, som vi hvert år får i Danmark.

#2: Vand kun det nødvendige
Du skal også være opmærksom på, at det ikke er hele din have, der tørster efter vand i sommermånederne. Træer, buske og græs kan sagtens klare sig i længere perioder uden vand.
Fokuser i stedet på dine bed og andre planter, der i langt højere grad har brug en tår vand. Stik eventuelt en finger i jorden og mærk om det er fugtigt.

#3: Tænk på vandingstidspunkt
Der er flere grunde til, at du udelukkende bør vande haven tidlig morgen eller sen aften.
På de varme sommerdage fordamper vandet når solen varmer jorden op. Det kræver derfor mere vand, hvis du vander din have midt på dagen.

#4: Undgå sjatvanding
Brug rigelige mængder vand når du er i gang. Det er bedre at vande grundigt få gange end at sjatvande mange gange. Hvis du sjatvander haven, vil vandet nå at fordampe, inden det er nået helt ned i jorden.